Eksterne vurderinger af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 82 og 83).
For perioden 1975-1991 er der endnu ikke adgang til de allieredes interne vurderinger i de udenlandske arkiver, og kildesituationen er dermed meget forskellig fra de foregående perioder. De tilgængelige kilder har alle været beregnet for danske øjne, og en historiker er derfor på forhånd nødt til at antage, at de kan have været udformet med hensyntagen til deres politiske virkning, og undertiden alene med henblik på denne virkning. På det foreliggende grundlag er det således ikke muligt at drage endegyldige – og i mange tilfælde heller ikke entydige – konklusioner. Især amerikanske vurderinger er gennemgået, og heraf fremgår på den ene side, at Danmark i første del af perioden blev genstand for en skarp og direkte kritik af sit forsvarsbidrag, men på den anden side, at det danske forsvars indsats blev højt vurderet. Socialdemokratiets interesse for tanken om atomfri zoner blev mødt med afvisning. Hvad angår generelle vurderinger af den danske dagsordenspolitik, gør de nævnte kildeproblemer sig gældende, og de tilgængelige udsagn går i forskellige retninger. Både udenrigsminister George Shultz og ansatte i State Department og Pentagon gav tydeligt udtryk for en kritik, der især vedrørte den danske politiks konsekvenser for USA’s forhandlingsposition over for Sovjetunionen og for USA’s engagement i Europa. Men andre aktører, bl.a. tidligere diplomater ved den amerikanske ambassade i København, mener i interviews med DIIS, at den afvigende danske politik var af begrænset betydning, og at Danmarks fortsatte og forstærkede militære integration i NATO i denne periode betød, at USA så relativt mildt på de danske fodnoter (jf. kapitel 90 om de allieredes vurderinger af dansk sikkerhedspolitik samt om Danmarks sikkerhed, indflydelse og renommé).

Fra østlig side blev den splittede danske sikkerhedspolitik klart bemærket, og der var ingen tvivl om, at Sovjetunionen gerne så det danske standpunkt i NATO udbredt til flere vestlige lande. Moskva synes dog at have nået den konklusion, at der ikke var nogen chance herfor. Under alle omstændigheder var udviklingen i Vesttyskland afgørende efter Sovjets vurdering. Danmark var af mindre betydning og kunne højst virke som et irritationsmoment i NATO – men som sådant nyttigt og oplivende i en situation, hvor også flere i sovjetledelsen synes at have erkendt, at de var på vej til at tabe den kolde krig. Hvad angår den militære situation, var det Sovjetunionens vurdering, at Danmark i 1980’erne i højere grad end tidligere blev inddraget i samarbejdet i NATO. Bl.a. var russerne bevidste om, at der skete en modernisering af den militære infrastruktur, der forbedrede mulighederne for at modtage forstærkningsstyrker. Også NATO’s militære styrke på nordflanken vakte bekymring hos den sovjetiske ledelse, og alt i alt syntes russerne at erkende, at også de militære styrkeforhold i Danmarks nærområde var ved at ændre sig til vestlig fordel.