Den militære trussel fra Øst (se kapitel 77-80).
Den militære trussel fra Warszawapagten mod Danmark var på flere måder for nedadgående gennem 1980’erne, selv om de hidtidige krigsplaner i hovedtræk blev opretholdt frem til 1987. Warszawapagtens nye militærdoktrin fra 1987 bevirkede en drejning bort fra de offensive opgaver. Den militærpolitiske situation i Østersøen blev skærpet ved grundstødningen i 1981 af en sovjetisk ubåd af Whiskey-klassen i svensk territorialfarvand, samt ved at Østersøen blev inddraget i vestlige psykologiske operationer og NATO-landenes flådemæssige og flymæssige tilstedeværelse kraftigt forøget.

Østlig påvirkning og efterretningsarbejde (se kapitel 73-76 og 81).
Politisk vold og terrorisme var belastende i en række NATO-lande. Man så med særlig bekymring på stats-terrorismen fra lande som Libyen. De østlige efterretningstjenesters målområder var uændrede, med fortsat vægt på det politiske liv og det teknisk-videnskabelige område. Den kolde krigs karakter af efterretningskrig blev illustreret af det store antal udvisninger af østlige efterretningsfolk fra NATO-lande. Når det gælder østlige aktiviteter rettet mod Danmark i den sidste periode af den kolde krig, er der ingen tvivl om, at skærpelsen af den amerikanske linje gav Østblokken visse muligheder for at fremstå som den fredelige part over for et aggressivt USA. Sovjetunionen afsatte betydelige midler til propaganda og påvirkningsarbejdet i Vesten, og de vestlige kommunistpartier, herunder DKP, fik besked på at fokusere på fredsspørgsmålet. Efterretningsfolkene på de østlige ambassader og de stedlige KGB-officerer fulgte på nært hold udviklingen i dansk politik og søgte efter bedste evne at skubbe debatten i den ønskede retning. Samtidig med at de kommunistiske landes repræsentanter tilsyneladende ofte satte deres lid til det alternative sikkerhedspolitiske flertal i folketinget, fik den sovjetiske fredspropaganda imidlertid ikke større gennemslagskraft i den danske offentlighed. I 1983 viste opinionsundersøgelser således den største tilslutning til NATO-medlemskabet siden Danmark blev medlem i 1949.
Østtyske dokumenter viser, at agenter for Stasi og den militære efterretningstjeneste arbejdede i Danmark. Det har bortset fra Lenz-sagen ikke været muligt at påvise en tydelig infiltrering af administrationen, forsvaret eller det politiske liv (jf. kapitel 76 om Rosenholz-arkivet og PET’s Stasisag). Fra østtysk side har man formentlig anset det omfattende agentnetværk i Vesttyskland som brugbart til om nødvendigt at løse opgaver også i Danmark. I første halvdel af 1980’erne gav den sovjetiske krigsfrygt sig udslag i, at de østlige efterretningstjeneste intensiverede deres bestræbelser på at indhente informationer, som kunne be- eller afkræfte et forestående vestligt angreb, jf. operation „Rjan“, der nåede et kritisk højdepunkt i efteråret 1983. Sideløbende med disse hemmelige aktiviteter begyndte en efterlevelse af de i Helsingfors-slutakten vedtagne bestemmelser om udveksling af observatører ved parternes militære øvelser og forhåndsunderretning om disse. Efter alt at dømme havde dette en vis beroligende effekt i den sidste periode af den kolde krig.