Print tekst

Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark (se kapitel 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67 og 68).
I 1980’erne gik partierne i den sikkerhedspolitiske konsensus hver deres veje i debatten. Socialdemokratiet agiterede i stigende grad for behovet for en markant fredsoffensiv, en europæisering af sikkerhedspolitikken og en afprøvning af ideen om Norden som atomvåbenfri zone. Denne linje var påbegyndt, inden partiet kom i opposition i 1982, men den blev forstærket efter regeringsskiftet, hvor den fik støtte fra de radikale samt SF og VS. Foruden af indenrigspolitiske grunde var ændringerne i Socialdemokratiets holdninger meget påvirket af diskussioner, som partiet havde med sine søsterpartier i det transnationale diskussionsforum Scandilux, der i høj grad blev dannet som en reaktion på Reagan-administrationens politik.2 Derimod er der intet, som tyder på, at Socialdemokratiets holdningsskifte var et resultat af sovjetisk pres. Selv om der hele tiden havde eksisteret en NATO-kritisk og atom-kritisk fløj i partiet, betød modviljen mod Reagan-administrationen og utilpashed ved våbenmængderne som i sig selv farlige, at mere end 30 års socialdemokratiske holdninger til visse sider af systemkonflikten mellem Øst og Vest blev yderligere anfægtet. På den borgerlige side i dansk politik skete også en stramning af synspunkterne. Det gjaldt især Venstre, der tidligere havde været det mest afspændingsorienterede af de store borgerlige partier. Sammen med de konservative og især CD lagde Venstre stor vægt på værdien af alliancesammenholdet, og da de større NATO-lande skærpede deres politik over for Sovjetunionen, fik det også af den grund konsekvenser for modsætningerne om dansk sikkerhedspolitik. Polariseringen i debatten og politikformuleringen toppede omkring 1984/85, hvorefter den aftog for på ny at tage til i 1988 i forbindelse med anløbssagen. Det var et generelt kendetegn for debatten i Danmark – og heri lignede den diskussionen i andre vestlige lande – at ingen af partierne forestillede sig de vidtgående forandringer i de kommunistiske systemer, der fra slutningen af 1980’erne skete i Sovjetunionen og Østeuropa. Næsten alle var enige om, at de østlige systemer var givne faktorer, og diskussionen kredsede i høj grad om nødvendigheden af respektive faren ved flere våben.
I tilslutning til folketingets sikkerhedspolitiske flertal var fredsbevægelserne meget aktive, navnlig til og med 1983. Der var flere organisationer, der satte præg på debatterne, men det var „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed“, „Nej til atomvåben“ og „Kvinder for Fred“, der var mest aktive. Et fællestræk for disse var modstanden mod atomvåben. Der var dog også betydelige forskelle. „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhedspolitik“ var domineret af DKP og kritiserede nødigt Sovjetunionen. Anderledes forholdt det sig med „Kvinder for Fred“ og „Nej til Atomvåben“. De betragtede sig som uafhængige, og i debatten stillede de sig kritisk over for såvel USA som Sovjetunionen. Navnlig var „Nej til Atomvåben“ særdeles aktive med gennem artikler i presse og tidsskrifter at argumentere for støtte til systemkritikerne i eksempelvis Polen og Tjekkoslovakiet. Samtidig understregede de, at også Sovjetunionen måtte nedruste og bidrage til afspændingen gennem fjernelse af atommissiler i Østeuropa og på sovjetisk territorium. I debatterne var også aviserne naturligvis vigtige aktører.

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 69, 70, 71 og 72).
De interne vilkår for formuleringen af dansk sikkerhedspolitik, herunder kampen om den politiske magt, var i den sidste periode af den kolde krig nok så vigtige. Først og fremmest var politikformuleringen præget af en splittet og blokeret parlamentarisk proces mellem firkløverregeringen (1982-1988) og det alternative sikkerhedspolitiske flertal bestående af Socialdemokratiet, de radikale samt SF og VS. Uenigheden mellem de traditionelle konsensuspartier begyndte i 1979 med NATO’s dobbeltbeslutning, hvor Danmark kort før beslutningen havde foreslået den udsat et halvt år, men da der ikke var tilslutning hertil fra andre NATO-lande, havde Danmark alligevel tilsluttet sig dobbeltbeslutningen. I de følgende år betonede den socialdemokratiske regering i stigende grad forhandlingsdelen af beslutningen uden, at det førte til konflikter i NATO, idet en raketdeployering først var planlagt påbegyndt i slutningen af 1983, hvis forhandlinger med Sovjetunionen ikke førte til et resultat. Den spirende uenighed mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier blev først et reelt parlamentarisk problem efter regeringsskiftet i efteråret 1982. Den første vigtige sag kom, da firkløverregeringen kort efter sin tiltræden blev pålagt at stille indbetaling af de danske bidrag til infrastrukturdelen af NATO’s dobbeltbeslutning i bero, som den socialdemokratiske regering tidligere havde forpligtet sig til. Det opfattedes som illoyalt af andre NATO-lande, især sådanne ligesindede, der også havde problemer på grund af dobbeltbeslutningen. Den nye regering beklagede stærkt bruddet på den traditionelle sikkerhedspolitiske konsensus, men håbede at det blot var en enkeltstående afvigelse.
Det var det ikke. På det parlamentariske plan blev formuleringen af dansk sikkerhedspolitik derefter præget af en markant politisering og polarisering. I løbet af de følgende år frem til anløbsvalget i 1988 vedtog det sikkerhedspolitiske flertal imod firkløverregeringens ønsker et antal dagsordener, som pålagde regeringen ved fodnoter i kommunikeer fra ministermøder i NATO og på anden måde at tage afstand fra forskellige sider af NATO’s kernevåbenpolitik. I denne situation lagde firkløverregeringen afgørende vægt på den økonomiske politik, der blev støttet af Det Radikale Venstre, som imidlertid også var en del af det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Dette flertal kunne ikke blive enige om at vælte regeringen ved en mistillidsdagsorden, og regeringen ønskede ikke at gøre dagsordenspolitikken til et kabinetsspørgsmål. En af grundene til den manglende vilje til at drage den normale parlamentariske konsekvens af uenigheden var, at dagsordenerne som regel var udtryk for en deklaratorisk kernevåbenpolitik, hvor der blev taget afstand fra det ene eller det andet og regeringen pålagt at viderebringe folketingets vedtagelser. Da der aldrig var tale om, at atomvåben skulle placeres på dansk område, havde dagsordener og fodnoter i den forstand begrænsede konsekvenser.
Over for offentligheden var udenrigsminister Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, men han accepterede at ’leve med’ dem, bl.a. fordi regeringen havde et spillerum, den ofte forstod at udnytte, når en dagsorden skulle præsenteres i NATO. I samtaler med Reagan-administrationen søgte udenrigsministeren også flere gange aktivt og kritisk at påvirke den amerikanske politik i den af folketingsflertallet ønskede retning. Det var således tilfældet, da han var talsmand for en INF-politik, der omfattede en „mellemløsning“ som et alternativ til Reagan- administrations nul-løsning, som næsten alle anså for helt urealistisk. At det så blev nul-løsningen, som russerne endte med at acceptere, er en af slutfirsernes mange forbløffende omvæltninger. Mht. SDI lagde Ellemann-Jensen i fortrolige samtaler med udenrigsminister Shultz stor vægt på de mange problemer forbundet med at overgå til afskrækkelse baseret på strategisk forsvar. Når det gælder forelæggelsen af det sikkerhedspolitiske flertals synspunkter i NATO, er det nærliggende at antage, at de danske synspunkter ikke kunne have stor indflydelse i sager, hvor man havde en udpræget mindretalsopfattelse. Danmarks almindelige påvirknings- og manøvremuligheder inden for alliancesamarbejdet svækkedes formentlig i nogen grad, bl.a. fordi danske synspunkter let kunne opfattes som udtryk for indenrigspolitiske partimodsætninger og dermed uden solid politisk forankring i hjemlandet.
I den socialdemokratiske folketingsgruppe var en del medlemmer mere eller mindre utilpasse ved partiets deklaratorisk prægede sikkerhedspolitik, der blev udformet sammen med venstrefløjen, som partiet tidligere under den kolde krig ikke ville føre sikkerhedspolitik sammen med. Men stillet over for ikke mindst partiformandens „lidenskabelige engagement“3 i atomvåbenspørgsmålet samt en udbredt stemning imod Reagan-administrationen ville de betænkelige ikke sætte sagen på spidsen. I firkløverregeringen og dens partier var der også forskellige meninger om, hvor langt man skulle acceptere oppositionens pålæg uden at sætte regeringens liv på spil. Ikke mindst medlemmer af Venstres folketingsgruppe gav flere gange udtryk for betænkeligheder ved at acceptere nye dagsordener, mens den konservative gruppe med statsministeren og forsvarsministeren i spidsen var mere villige til at gå på kompromis. Af de to mindste partier i regeringen var Centrumdemokraterne de mest NATO-orienterede, mens Kristeligt Folkeparti var det mest tilbageholdende.
De særegne træk ved politikformuleringen under firkløverregeringen i 1980’erne kan føres tilbage til partiernes relative prioritering af sikkerhedspolitiske og indenrigspolitiske mål og deres bestræbelser på at virkeliggøre målene i et parlamentarisk system, hvor de formelle normer i Grundloven er få og den parlamentariske praksis derfor bøjelig. Udtrykt med en spidsformulering: aldrig opnåede det lille mindretal af socialistiske NATO-modstandere (SF og VS) så stor indflydelse på dansk sikkerhedspolitik som under den borgerlige firkløverregering med Socialdemokratiet og de radikale i opposition.
Først efter folketingsvalget i foråret 1988 ophørte splittelsestendenserne i dansk sikkerhedspolitik. Spørgsmålet om allierede orlogsfartøjers anløb af danske havne blev aktuelt i slutningen af 1987, og i løbet af de følgende måneder blev det klarere, at der kunne komme et sammenstød mellem danske ønsker om at få atomvåbenfriheden garanteret ved hvert besøg af allierede krigsskibe og deltagelsen i NATO-alliancen, hvor atomvåbenmagterne med USA i spidsen fastholdt en politik om hverken at bekræfte eller afkræfte tilstedeværelsen af atomvåben på deres fartøjer. Uenigheden om spørgsmålet spidsede til i første halvdel af april, og i dagene op til den afgørende afstemning i folketinget var den politiske proces usædvanlig hektisk og uoverskuelig. De forskellige parters overvejelser og beslutninger, både på Christiansborg og i Washington, var flettet sammen på en måde, der ikke var set tidligere under den kolde krig. Efter vedtagelsen af et socialdemokratisk dagsordensforslag den 14. april om, at besøgende orlogsfartøjer – til forskel fra lande – skulle underrettes om den danske atomvåbenpolitik, udskrev firkløverregeringen valg på spørgsmålet. Ved valget den 10. maj gik partierne i det alternative sikkerhedspolitiske flertal tilbage fra 96 til 89 mandater, mens partierne bag regeringens sikkerhedspolitik gik frem fra 79 til 86 mandater. Fremgangen skyldtes Fremskridtspartiets gevinst på 7 mandater, mens firkløverpartierne tilsammen fik det samme antal mandater som i 1987, nemlig 70. Det hidtidige sikkerhedspolitiske flertal havde dermed stadig et snævert flertal i det nye folketing. Splittelsen af dansk sikkerhedspolitik ophørte imidlertid, fordi de radikale valgte at indtræde i regeringen, mens CD og Kristeligt Folkeparti måtte træde ud.