Eksterne vurderinger af Danmarks sikkerhedspolitik (se kapitel 56 og 57).
I de vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik i perioden blev der fortsat i påfaldende grad lagt vægt på eksistensen af en historisk arv i form af neutralistiske og pacifistiske strømninger. Dette gjorde sig ikke mindst gældende fra slutningen af 1960’erne, hvor Danmark i højere grad end tidligere indtog selvstændige standpunkter, der gik på tværs af andre NATO-landes interesser, især USA’s. Det gælder især i forbindelse med kritik af diktaturstater som Grækenland (1967-1974) og Spanien (til 1976), men også i Vietnam-spørgsmålet.
Tydeligere end i 1950’erne skelnede vurderingerne mellem de danske regeringers holdninger og befolkningens. Både fra amerikansk og fransk side var der en forståelse for, at den socialdemokratiske regerings afspændingslinje i midten af 1960’erne og dens aktive østdiplomati ikke skulle ses som forsøg på at fjerne Danmark fra NATO, men snarere som det modsatte. Med andre ord: erkendelsen af traditionens fortsatte eksistens og en forståelse for danske regeringers følsomhed over for strømninger i befolkningen gjorde, at udenlandske iagttagere tolkede den førte politik som grundlæggende NATOloyal. Frem til midten af 1960’erne mødes flere positive vurderinger end tidligere. Det kom til udtryk i USA’s markerede tilfredshed med den danske velvilje angående Grønland, men også i alliancepartnernes påskønnelse af den aktive udenrigspolitiske linje, der blev anlagt i 1962 i Per Hækkerups tid som udenrigsminister. Aktivismen, herunder også østdiplomatiet, vurderedes som positivt udtryk for, at Danmark forfulgte vestlige interesser og støttede vestlige værdier i sin udenrigspolitik.
En vis skepsis synes dog at være indtrådt hos amerikanerne i slutningen af 1960’erne. De socialdemokratiske regeringers afhængighed af venstrefløjen i dansk politik, de stadig mere markante antiamerikanske demonstrationer vendt mod krigsførelsen i Vietnam, de radikales fornyede indflydelse under VKR-regeringen og den generelt stærke tro på afspændingen hos både politikere og befolkning fik i hvert fald den amerikanske ambassade i København til i årene omkring 1970 at stille spørgsmålstegn ved karakteren af den danske NATO-forankring. De dansk-amerikanske relationer nåede i 1972-1973 et hidtil ukendt lavpunkt med hjemkaldelse af den amerikanske ambassadør i København på ubestemt tid og udarbejdelse af et udførligt amerikansk tænkepapir med opregning af pressionsmuligheder mod Danmark. Krisen var foranlediget af de kritiske danske holdninger og handlinger med relation til USA’s politik i Vietnam, herunder tilladelse til afholdelse af Russell-tribunalet og kritik af julebombardementerne. Der var ubestrideligt tale om en krise i det bilaterale forhold, men det skal næppe på dette tidspunkt forstås som amerikansk bekymring for soliditeten af det danske NATO-tilhørsforhold. Kort tid efter var forholdet tilbage i det vante spor, og krisen kan kun betragtes som en episode i de fundamentalt gode relationer, der havde eksisteret mellem Danmark og USA siden 1945. Mens man fra amerikansk side i begyndelsen af 1970’erne var betænkelig ved den generelle orientering i udenrigspolitikken, var man fra tysk side især bekymret over den danske forsvarsindsats.

Den sovjetiske vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik var i denne periode den samme som for 1950’ernes vedkommende. Efter sovjetisk opfattelse var Danmark fast forankret i NATO, og man forstillede sig ikke realistisk, at landet ville træde ud af alliancen. På den anden side fremhævede man til stadighed de danske forbehold med hensyn til baser og atomvåben og den særstilling inden for NATO, disse forbehold betød. Fra sovjetisk side blev forholdet mellem de to lande vurderet positivt. I overensstemmelse med den sovjetiske definition af begrebet fredelig sameksistens fremstod Danmark som et eksempel på, at det var muligt at etablere normale relationer til lande med et andet samfundssystem. Den sovjetiske regering udfoldede store anstrengelser for at udvide de bilaterale kontakter på det politiske, økonomiske og kulturelle område. Det var en forudsætning for at kunne udøve en påvirkningspolitik, der kunne fremme opnåelsen af de sovjetiske mål over for Danmark. Hvad angik etablering af bilaterale kontakter var den danske regering betydelig mere tilbageholdende end den sovjetiske.