Truslen fra Øst (se kapitel 42-49 og 50-53).
I perioden efter Cubakrisen blev offentlighedens frygt for en krig mellem Øst og Vest i nogen grad reduceret, om end fornemmelsen af en trussel udgående fra Sovjetunionen var udbredt. Intensiteten af denne trussel varierede dog i høj grad afhængig af bl.a. Sovjetunionens aktuelle politik. Fra FE’s side påpegedes i slutningen af 1960’erne, at der foregik omfattende østlige militæraktiviteter nær på Danmark, og at varslingsmulighederne af samme grund var blevet forringet. Man regnede dog med at kunne give landets ledelse et varsel, i værste fald dog kun nogle få dages varsel, om en forestående aggression. Generelt var det opfattelsen hos FE og andre vestlige efterretningstjenester, at en aggression fra Øst ikke var særlig sandsynlig, hvis NATO kunne bevare sit sammenhold.
Undersøgelsen har på det tilgængelige grundlag ikke kunnet påvise eller sandsynliggøre østlige intentioner om et uprovokeret angreb på Vesten. Derimod er det klart dokumenteret, at Øst i tilfælde af krig ville føre denne på vestlig grund og søge at erobre Vesteuropa gennem en lynkrig. I den forstand kan der tales om en betydelig potentiel trussel fra Warszawapagten. På grundlag af et omfattende polsk og østtysk kildemateriale er de planlagte operationer specielt mod det danske område blevet analyseret. I dette billede skulle Danmark erobres primært af polske tropper i et hurtigt felttog af 10-12 dages varighed, mens Warszawapagtflåderne skulle forcere Kielerkanalen og de danske stræder og åbne adgangen til Nordsøen og Atlanterhavet.
De østlige operative planer var ledsaget af en storstilet planlægningsindsats (specielt på amfibieområdet) og en omfattende efterretningsindsats over for Danmark fra sovjetisk, østtysk og polsk side mod militære anlæg i Danmark og ikke mindst de danske kystområder. Derudover blev de øgede muligheder for forbindelser mellem Øst og Vest brugt til at etablere kontakter i Danmark for et politisk efterretningsarbejde, hvor målet var indhentning af oplysninger og viderebringelse af synspunkter. Her gjorde et bevidst element af påvirkningspolitik sig gældende. En sådan politik blev dog navnlig drevet gennem Danmarks Kommunistiske Parti, der med usvækket loyalitet propagerede de sovjetiske paroler for fred og dansk neutralitet og mod NATO, USA, EF, kapitalismen etc. I erkendelse af partiets isoleret set relativt begrænsede indflydelse søgte de socialistiske lande, bl.a. gennem den store fredskampagne i 1970’erne at etablere kontakter til ikke-kommunistiske grupper. Dette lykkedes også, og partiet fik på den måde alligevel en ikke ubetydelig indflydelse gennem infiltration af dele af fagbevægelsen, fredsbevægelsen og den organiserede EF-modstand, men det er dog vanskeligt at fastlægge, i hvilket omfang initiativerne opstod som følge af østlig påvirkning, og i hvilket omfang de var udtryk for allerede eksisterende holdninger i de pågældende grupper. KGB gennemgik en personalemæssig og metodemæssig modernisering og blev med opgradering af det politiske målområde og disinformationsvirksomheden en vigtig udenrigspolitisk aktør. Indhentning på det teknisk-videnskabelige område fik nu ligeledes en fremtrædende rolle. Specielt fra de østtyske tjenester blev Vesttyskland udsat for en efterretningsoffensiv uden sidestykke i fredstid. Den samlede efterretningsmæssige belastning af NATO-landene var alvorlig. De engelske myndigheder skred i 1971 til udvisning af 105 sovjetiske efterretningsfolk i dækstillinger og grundlagde hermed en ny NATOkurs. Revolutionære grupperinger på den yderste venstrefløj forårsagede med mellemrum betydelig indre uro i de vestlige lande, der også under indtryk af økonomiske kriser og terrorismens indtog følte sig under pres.