Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark (se kapitel 29-35).
Debatten i Danmark blev i perioden høj grad præget af, at det politiske system var under forandring. Med 1968 ophørte den lange periode, hvor Socialdemokratiet havde haft føringspositionen, og i 1973 førte et opbrud i vælgerskaren til at folketinget blev udvidet med tre nye partier, af hvilke det nye Fremskridtsparti blev tingets næststørste parti. De hyppigere valg i 1970’erne kan også tages som tegn på en øget ustabilitet.
Markante indslag i debatten kom i perioden fra det „nye venstre“, der var en samlebetegnelse for en række nye venstreorienterede partier, der så dagens lys fra slutningen af 1950’erne. Fælles for det nye venstre var en afvisning af sovjetkommunismen som model for et fremtidigt samfund, men der er næppe tvivl om, at det til en vis grad fremmede forståelsen for sovjetiske synspunkter gennem den kritik, der rettedes mod de vestlige samfundssystemer. I den forstand kom det nye venstre og DKP således i nogle henseender til at trække på samme hammel.
Den væsentligste udvikling på holdningsområdet og debatområdet var ændringer inden for såvel den danske befolkning som i det partipolitiske system med hensyn til opfattelsen af Sovjetunionen og USA. Frem til 1968 herskede en noget mere positiv indstilling til Sovjetunionen end i 1950’erne. Khrusjtjov opfattedes som sympatisk. Ved en gallupundersøgelse i 1964 gav 50 % udtryk for en „positiv indstilling“ til statslederen. Billedet af Sovjetunionen ændrede sig navnlig som følge af invasionen af Tjekkoslovakiet i sommeren 1968, men i begyndelsen af 1970’erne havde danske politikere igen forhåbninger til sovjetisk udenrigspolitik. Fra midten af 1970’erne og især i slutningen af 1970’erne tegnedes billedet som følge af en række udviklinger igen mørkere.
Den anden væsentlige tendens var en i stigende grad kritisk opfattelse af den amerikanske udenrigspolitik. Denne kritik, der var et hovedanliggende for det nye venstre, bredte sig op igennem 1960’erne til midten af dansk politik, og i begyndelsen af 1970’erne kunne man også møde kritik af specielt den amerikanske Vietnampolitik i den borgerlige presse. Den stigende reservation syntes oprindeligt at bygge på ønsker om en mere markant afspændingspolitik over for Sovjetunionen, end den USA og NATO stod for. I takt med optrapningen af Vietnam-krigen og afsløringen af den hemmelige Vietnampolitik gennem den såkaldte Pentagon-rapport, øgedes kritikken – og forværringen af det dansk-amerikanske forhold (jf. s. 16f.). Et lavpunkt blev nået i 1973, hvorefter forholdet snart igen forbedredes.
Et særlig vigtigt debatemne var, om landet skulle træde ud af NATO. Det blev navnlig rejst af de radikale og SF, der begge slog på, at der aldrig havde været en folkelig debat om alliancetilslutningen. Under indtryk af, at befolkningen ikke syntes at have taget afstand fra alliancemedlemskabet, skiftede venstrefløjsblade som „Politisk Revy“ til en indirekte fremgangsmåde ved snarere at fremstille alliancepartnerne i kritisk lys end at kritisere det danske engagement direkte. I den forbindelse indtog USA’s krig i Vietnam samt den britiske og franske afvikling af deres koloniriger en fremtrædende plads. Bladenes strategi synes dog ikke at have båret frugt, for ifølge Gallups løbende undersøgelser blev den folkelige tilslutning til NATO ikke mindre i den periode, tværtimod. Med dannelsen af VKR-regeringen i 1968 blev de radikale forpligtet på alliancemedlemskabet. Partiet fastholdt dog tanken om en folkeafstemning og fik gennemført, at det skulle undersøges i en udredning, om der eksisterede sikkerhedspolitiske alternativer til medlemskabet (den såkaldte Seidenfaden-rapport, 1970). Med Warszawapagtlandenes invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 blev det endeligt afklaret, at det gjorde der ikke. Partierne tilsluttede sig efter denne begivenhed, at alliancemedlemskabet skulle forlænges, hvorefter det kunne opsiges med et års varsel. Andre større debattemaer var atomvåben (1963-1968), sikkerhed og samarbejde i Europa (1971-1975) og neutronbomben (1977-1978). Antiatomkampagnen, der skabte størst opmærksomhed, havde et højdepunkt med atommarchen i 1962, men derefter mistede bevægelsen tilslutning. 

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 36-41 og 90).
Etableringen af Enhedskommandoen i 1961 havde ført til skarpe sovjetiske reaktioner over for Danmark. Et mål for den danske politik var i den følgende periode at berolige Sovjetunionen, hvilket også til dels lykkedes under den afspændingsfase, der nu satte ind. På den baggrund opstod et øget samkvem med Sovjetunionen, og Khrusjtjov besøgte i juni 1964 Danmark. Fra midten af 1960’erne blev den danske indsats over for Øst i højere grad lagt mod de mindre østeuropæiske lande, som i disse år tilkendegav interesse for tilnærmelse til Vesten. Fra dansk side fokuserede man øjensynligt – ud over de almindelige afspændingsperspektiver – på muligheden for at løsne disse landes bånd til Sovjetunionen.
Den danske politik over for Sovjetunionen havde i starten af perioden helt bevidst tyngden på det bilaterale aspekt, og først fra 1966 øgede man indsatsen omkring alliancens afspændingspolitiske rolle dels ved at rejse et kontroversielt spørgsmål – dog i vid udstrækning inspireret fra amerikansk side – om en sikkerhedskonference, dels ved senere at deltage i arbejdet med den såkaldte Harmel-rapport fra 1967, der definerede alliancens opgaver som forsvar og afspænding, og tillige som opgaver, der supplerede hinanden. Danmark hørte under arbejdet med Harmel-rapporten til de lande, der aktivt søgte at markere alliancens afspændingspolitiske opgave. I begge sager var det for Danmark vigtigt at forbedre alliancens image, ikke mindst med henblik på muligheden af en alvorlig indenrigspolitisk holmgang om Danmarks alliancemedlemskab efter 1969.
Det danske arbejde for etablering af en europæisk sikkerhedskonference fortsatte ind i 1970’erne, hvor CSCE-projektet blev et omdrejningspunkt for dansk afspændingspolitik. Denne politik var højprofileret og baseret på et stort flertal i folketinget, om end partierne lagde vægt på forskellige aspekter af sikkerhedsproblemerne i Europa. Især USA var længe skeptisk over for konferencen, men Nixon-administrationen indtog efterhånden en mere positiv holdning til ideen, hvorefter NATO-landene og de alliancefri lande kunne fremføre en række sammenfaldende ønsker om Helsingfors-konferencens dagsorden og mål. Under konferencens tre faser i årene 1973-1975 fik Danmark en særlig opgave med hensyn til den omstridte kurv 3 om friere forbindelser mellem mennesker på tværs af Jerntæppet. Helsingfors-slutaktens bestemmelser fra 1975 blev i de sidste 10-15 år af den kolde krig et centralt holdepunkt for kritikken af de kommunistiske landes mangelfulde praksis med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne og for ønskerne om gradvis at fjerne de kunstige skranker mellem befolkningerne i Europa.
Samtidig med de afspændingspolitiske bestræbelser fortsatte den danske regering roligt Danmarks integration i alliancen. Forbeholdene blev fastholdt stort set uændret gennem perioden. Den største turbulens kom formentlig i forbindelse med atomvåbenpolitikken, hvor drøftelserne omkring etablering af en atomslagstyrke i NATO samt om oprettelse af en atomvåbenfri zone i Norden var med til at fastholde den østlige fokus på dansk atomvåbenpolitik. Sammen med en lang valgkamp i 1964, bl.a. i atomvåbnenes tegn, bidrog disse sager muligvis til en midlertidig, kosmetisk skærpelse af dansk atomvåbenpolitik. Hvad årsagen end var, ser det ud til, at planerne om at tilføre atomvåben til danske styrker begyndte at fortone sig i 1960’erne. I oktober 1980 satte udenrigsminister Kjeld Olesen i en udtalelse i folketinget lighedstegn mellem den traditionelle, officielle formulering af dansk atomvåbenpolitik og formuleringen „i fredstid“, som var blevet anvendt i den offentlige debat: „Både hvad angår fremmede styrker og atomvåben er det som bekendt den danske holdning, at tilstedeværelsen på dansk område ikke kan finde sted under de nuværende omstændigheder, det vil sige i fredstid.“ Udenrigsministeren tilføjede dog senere i debatten, at „enhver regering må have et minimum af handlefrihed til at kunne vurdere en situation, også den situation, hvor en konflikt er så truende nær, at man kan tale om, at vi står i en nødsituation.“
I 1970’erne blev spørgsmålet om NATO’s forstærkningspolitik et centralt emne. Forsvarsforliget i 1973 mellem „de fire gamle partier“ medførte en række ændringer med hensyn til målsætninger og struktur for dansk forsvar, bl.a. ved at muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation blev fremhævet. Fokus på forstærkningsspørgsmålet skærpedes i midten af 1970’erne af den opmærksomhed, som den øgede østlige militære opbygning og aktivitet havde fremkaldt. Efter forhandlinger med USA blev der i 1976 og 1979 truffet aftale om i en given situation at overføre amerikanske jagerfly til Danmark og oplagre ammunition og reservedele til flyene i depoter i Jylland. Et andet vigtigt led i 1970’ernes forsvarspolitik var beslutningen i 1975 om køb af 58 F-16-fly. Bag denne beslutning stod tre af de gamle partier, idet de Radikale stemte imod. Den forsvarspolitiske konsensus, som de tre partiers beslutning var udtryk for, blev dog nuanceret af diskussionen i og mellem disse partier.