Eksterne vurderinger (se kapitlerne 25 og 26).
De danske reservationer og det relativt lave forsvarsbidrag var genstand for betydelig opmærksomhed i USA og blandt andre ledende NATO-lande. Det ændrer ikke ved, at Danmark blev betragtet som et loyalt NATO-medlem, der navnlig i sit forhold til Sovjetunionen viste sig villig til at gøre op med den eftergivenhed, der tidligere havde karakteriseret den danske politik over for en truende stormagtsnabo. I indberetninger fra amerikanske, britiske, vesttyske og franske diplomater og militærattachéer gentages det stort set enslydende, at om end de danske beslutningstagere frygtede Sovjetunionen, lod de sig ikke påvirke af sovjetisk pres. Ifølge de allierede observatører bestod problemet mindre i den officielle politik og de ledende beslutningstageres holdninger, men snarere i politikernes afhængighed af en opinion, der endnu var præget af traditionelle, neutralistiske forestillinger. Om end de lave forsvarsudgifter blev kritiseret ved de årlige gennemgange i NATO, var der en udbredt forståelse for de indenrigspolitiske begrænsninger på politikernes manøvrefrihed, ligesom der var tendens til, at kritikken blev mindsket, når Danmark samtidig accepterede den nødvendige militær integration. Den fleksible danske håndtering af de alliancepolitiske forbehold, hvor en opgivelse af disse i tilfælde af krise eller krig blev både forudset og forberedt, udgjorde en væsentlig årsag til den amerikanske accept af de danske reservationer, selv om Danmark til stadighed blev påført et diskret pres for en fuldstændig afvikling af især atomvåbenforbeholdet.

Fra østlig side havde man tidligt erkendt, at Danmark grundlæggende var en del af den vestlige lejr og med den danske indtræden i den vestlige alliance i 1949 koblet til „en aggressiv imperialistisk blok, vendt mod de socialistiske lande“. Med sin strategiske beliggenhed udgjorde Danmark ifølge den sovjetiske vurdering et brohoved mod Øst i NATO-blokkens tjeneste. Når man på sovjetisk hold ikke forventede, at Danmark ville udtræde af alliancen, betød det dog ikke, at det sovjetiske pres skulle lettes. Dette skyldes for det første, at danske og NATO forsvarstiltag i og omkring dansk område stadig skulle minimeres, og for det andet, at det sovjetiske pres mod Danmarks NATO-tilhørsforhold var en del af den kilestrategi, som østblokken anlagde over for den vestlige alliance. Samme forhold gjorde sig gældende på de konkrete militærpolitiske stridsspørgsmål. Selv om Kreml anså de danske forbehold for et positivt udtryk for en såkaldt selvstændig dansk udenrigspolitik, der dog også ved enkelte lejligheder blev betragtet som resultat af sovjetisk politik, var man fra sovjetisk side klar over, at f.eks. det danske atomvåbenforbehold kun gjaldt fredstid, og at Danmark under kriseforhold kunne få tilført atomvåben. Derfor fortsatte Sovjetunionen sit pres for at udvide det danske forbehold til også at omfatte krise- og krigstid.