Print tekst

Den militære trussel fra Øst (se kapitlerne 22, 23, 24 og 88).
I sidste halvdel af 1940’erne havde Danmark reelt ligget forsvarsløst hen, og op igennem 1950’erne var det danske forsvar svagt. Optagelsen i den vestlige forsvarsalliance i 1949 betød imidlertid ikke, at landet nu kunne forventes forsvaret i konventionel forstand i tilfælde af en aggression fra Øst. Det var den amerikanske atomare afskrækkelse, der koblet med en massiv amerikansk luftoverlegenhed udgjorde fundamentet for sikkerheden for Danmark – som for resten af Europa. Først fra 1957-1958 med indførelse af taktiske atomvåben i NATO-forsvaret og knæsætning af den fremskudte strategi omfattede det direkte NATO-forsvar nu også Danmark.
På østlig side havde øvelsesmønsteret siden i det mindste 1950 været præget af en offensiv tankegang. Det polske forsvar ledet af den Stalin nærtstående marskal Rokossovskij øvede fra 1950 såvel afvisning af storstilede vestlige landsætningsoperationer (fra svenske og danske udgangsstillinger) som angreb mod Danmark og Sydsverige i forbindelse med et flådegennembrud til Nordsøen. I en øvelse fra december 1954 optræder konceptet for den Kystfrontoperation mod Holland, Nordtyskland og Danmark, der i 1960’erne og 1970’erne var Polens militære hovedopgave i krig. Polen havde dog i de tidlige 1950’er ikke kapaciteten til at gennemføre de nævnte operationer, der kan betragtes som planlægningsmål. Øst havde imidlertid en knusende overlegenhed i det danske nærområde, hvor det vestlige forsvar endnu var spinkelt besat. Det var dog først med fremkomsten i 1961 af et større gennemarbejdet og udbygget plankompleks for en østlig storoffensiv mod Vesteuropa, at linjerne i en mere konkret østlig planlægning for offensive operationer for alvor blev lagt, herunder for etableringen af den såkaldte polske kystfront med opgaver mod Danmark og Holland.

Efterretningsbilledet (se kapitlerne 19, 20 og 21).
I nogle NATO-lande skete der opsigtsvækkende afsløringer af sovjetiske spionagenet, der var hvervet på ideologisk grundlag. Disse afsløringer udgjorde en del af grundlaget for datidens opfattelse af den efterretningsmæssige trussel, der blev set i sammenhæng med de kommunistiske partiers undergravende og destabiliserende virksomhed. De sovjetiske efterretningstjenester, der også styrede satellitlandenes tjenester, rettede især deres virksomhed mod militære forhold i bredeste forstand og mod de militær-industrielle komplekser, ikke mindst på det nukleare område. I NATO-landene noteredes, at den nye østtyske efterretningstjeneste var begyndt at udvise betydelig professionel kompetence. Sammen med den styrkede militære indsats foregik der en øget efterretningsindhentning i de vesteuropæiske lande, der var potentielle mål for de østlige styrker. Dette kom tydeligt til udtryk i Danmark, hvor især Polen og Sovjetunionen men også Østtyskland til stadighed søgte at opnå overblik over Danmarks militære formåen og militære geografi, mens den politiske, økonomiske og teknisk-videnskabelige indhentning efter alt at dømme var af mindre betydning. Det militære efterretningsarbejde blev primært udført af militærattacheerne på de østlige ambassader, som lagde et stort net af døde postkasser og mødesteder ud over hele Danmark.1 Fra efteråret 1961 kunne FE konstatere en påfaldende østlig interesse for Sønderjylland, der uden tvivl hang sammen med de nye planer for polske operationer i tilfælde af krig. Den fysiske penetrering af den danske ambassade i Warszawa synes at understrege den betydning, som Danmark havde for Polen. Mens den sovjetiske kildesituation er særdeles mangelfuld, kan vi på baggrund af et ganske betydeligt polsk materiale tegne et mere præcist billede af det efterretningsarbejde, som blev foretaget gennem de østlige ambassader i København, hvor efterretningsofficerer sad i militære og civile dækfunktioner. Det polske materiale peger i retning af, at et ikke nærmere bestemt antal herboende polske emigranter var hvervet som agenter, muligvis primært som hvilende agenter, der først ville træde i funktion under krise og krig.
Ud fra det foreliggende polske materiale og oplysninger fra PET’s arkiv vurderes det endvidere, at nogle ganske få danskere i denne periode fungerede som polsk førte agenter med små opgaver, og at et ligeledes beskedent antal danskere var registreret som formodede perspektivagenter eller agentemner. Fra østlig side viste man tilsyneladende tilbageholdenhed, når det gjaldt hvervning af danske kommunister. For selv om disse var både skolede og formodet loyale, var de for let identificerbare, i vid udstrækning overvågede og reelt udelukkede fra topposter i det danske militære og politiske system. Desuden indebar anvendelse af kommunister risiko for, at partiet blev kompromitteret. På trods af at der efter alt at dømme ikke fandt systematisk østlig anvendelse af DKP’ere sted, findes der eksempler på, at de blev benyttet i anden forbindelse. Således leverede den fremtrædende danske kommunist Ib Nørlund i 1946 i en længere rapport sensitive informationer fra bl.a. folketingets udenrigspolitiske nævn direkte til Moskva.  

Østlig påvirkning (se kapitlerne 15, 16, 17 og 18).
Danmarks medlemskab af den vestlige alliance fra 1949 gav anledning til massiv politisk påvirkning og forsøg på
undergravende virksomhed. Mens Sovjetunionen i sidste halvdel af 1940’erne
stræbte efter at fastholde Danmark i isoleret neutralitet og forhindre etablering
af forsvarsalliancer, uanset om disse havde nordisk eller vestligt tilsnit, blev det sovjetiske politiske hovedmål over for Danmark fra 1949 at ændre Danmarks sikkerhedspolitiske orientering.
Selv om kampagnerne ofte gik på egentlig udmeldelse af NATO, gjorde Sovjetunionen sig bl.a. på baggrund af meldinger fra DKP ikke illusioner om dansk udtræden, men anså det i stedet for mere produktivt og realistisk at forsøge på at bremse Danmarks militære integration i den vestlige alliance. Ud over at begrænse de danske og vestlige militære forberedelser i et geostrategisk vigtigt område sigtede kampagnerne mod indirekte svækkelse af den vestlige alliances politiske sammenhold. Fraset direkte diplomatisk og politise påvirkning kom den østlige påvirkningsindsats især til udtryk gennem forsøg på folkemobilisering. Denne slags indirekte politiske påvirkningsforsøg foregik både gennem pressekampagner i kommunistisk subsidierede medier i Danmark og gennem politiske aktioner, f.eks. demonstrationer, appeller og fredskonferencer. Sideløbende med disse konkrete sikkerhedspolitiske påvirkningsbestræbelser søgte Sovjetunionen gennem de samme kanaler at øve en langsigtet ideologisk påvirkning, f.eks. ved forsøg på at sprede modvilje mod den kapitalistiske samfundsmodel.
Effekten af østblokkens langsigtede ideologiske kampagner var imidlertid begrænset. Ligesom i andre vesteuropæiske lande var den danske socialdemokratiske bevægelse truet af kommunisterne på sit vælgergrundlag og havde tidligt iværksat antikommunistiske kampagner i offentligheden og i fagbevægelsen. Desuden havde især Marshall-hjælpen siden 1948 medvirket til at udbygge den positive grundindstilling til USA, mens det sovjetiske kup i Prag samme år bidrog til at tydeliggøre billedet af undertrykkelse i Øst. I løbet af 1950’erne blev dette billede forstærket ved Sovjetunionens og de kommunistiske ideers faldende prestige i lyset af Korea-krigen og Ungarnopstanden i 1956, og på grund af udviklingen af et relativt stærkt bloksammenhold i Vesteuropa. Omvendt kunne de østlige kampagner i visse tilfælde virke modproduktivt, da den eksisterende modstand mod diverse NATO-tiltag fik vingerne stækket ved at blive set som bærer af kommunistisk propaganda. Derfor søgte f.eks. de Radikale tydeligt at distancere sig fra DKP, der på sin side netop søgte at legitimere sin politik ved at understrege enigheden med de Radikale.
For så vidt angår effekten af østblokkens kampagner for svækkelse af det konkrete NATO-samarbejde er der næppe tvivl om, at østblokken medvirkede til at bringe en række emner frem i den danske debat. Da der ofte var tale om temaer, der allerede i nogen udstrækning indgik i debatten, er den nøjagtige østlige indflydelse dog vanskelig at bedømme. Blandt emnerne var f.eks. atomvåbenfrie zoner og Danmarks militære integration i NATO. Når de østlige kampagner synes at have fundet en vis klangbund i det danske samfund, skyldes det formentlig primært, at de formåede at ramme strømninger som den neutralistiske tradition, der stadig havde tag i brede kredse i den danske befolkning, og det anti-militaristiske tankegods, som især de radikale men også i nogen udstrækning Socialdemokratiet bar på. De samme emner kunne dog også have en appel til moderat forsvarspositive kredse, som tænkte i baner af spændingsreduktion mellem blokkene. Endelig var den tyske besættelse i frisk erindring, og derfor udgjorde forholdet til naboen mod syd endnu et punkt, hvor de østlige kampagner mod Danmarks militære integration i NATO kunne tage afsæt.