Debat (se kapitlerne 6-10).
Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark var – om ikke kvantitativt så dog i sin grundlæggende polaritet – karakteriseret ved en konflikt mellem på den ene side DKP og på den anden side alle andre politiske partier. Den nærmere debat om sikkerhedspolitiske tilhørsforhold trak dog andre linjer mellem partierne, idet NATO-medlemskabet fra begyndelsen blev støttet klart af De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet, mens DKP og Det Radikale Venstre begge var modstandere af medlemskabet. I 1957 anerkendte de radikale i princippet medlemskabet, da de indtrådte i trekantsregeringen sammen med Socialdemokratiet og Retsforbundet. Selv om der var klare nuanceforskelle i den socialdemokratiske og den borgerlige støtte til den stadigt fastere NATO-forankring, stod hovedkampen i periodens sikkerhedspolitiske debat mellem Socialdemokratiet og DKP. Når Kommunisterne markerede sig relativt stærkt i Danmark i perioden indtil 1947, skyldes det for det første agitationen i fagbevægelsen og for det andet arven fra besættelsen. Erindringen om den kommunistiske modstandskamp trak især i de tidlige efterkrigsår en betydelig goodwill hos befolkningen. Det var efter alt at dømme disse forhold snarere end sympati for det sovjetiske samfundssystem, der – trods generel nedgang i støtten til DKP – indtil midten af 1950’erne gav partiet en vis succes.

Formulering af dansk sikkerhedspolitik (se kapitlerne 11-14).
I årene 1945-1962 lagde Sovjetunionen Danmark under et til tider betydeligt politisk pres, ikke mindst med henblik på at opnå kontrol med de danske stræder. Da dette næppe kunne lade sig gøre i fredstid, arbejdede Kreml for at sikre kontrollen i krigstid, og den sovjetiske hovedindsats var derfor i 1950’erne rettet mod at svække de danske forsvarsforberedelser og den militære og politiske integration i den vestlige alliance. Efter Danmarks indtræden i den nordatlantiske forsvarsalliance i 1949, var den danske sikkerhedspolitik kendetegnet ved en grundlæggende militær og politisk integration i alliancen. Forankringen i NATO var det dominerende træk i periodens sikkerhedspolitik og bestemmende for, hvor langt man kunne gå i balanceringen af sit forhold til Øst. De skiftende danske regeringer tog en række konkrete forbehold for, hvor langt den egentlige militære integration skulle gå i fredstid. Dette gjaldt især stationering af fremmede (fly)styrker og oplagring af atomvåben på dansk jord, der blev afvist under de eksisterende forhold. I praksis – og med tiden også formelt – var der dog tale om regulære fredstidsforbehold. Disse skabte aldrig voldsomme problemer for den danske sikkerhedspolitik, da regeringen tog de nødvendige skridt for at kunne ophæve forbeholdene, såfremt behovet skulle opstå. Selv om centrale danske beslutningstagere i slutningen af 1950’erne fokuserede på at fastholde sin manøvrefrihed til en potentiel fredstidsaccept af atomvåbenoplagring, hvis det blev nødvendigt, var der næppe tvivl om, at en sådan ændring af et tidligere defineret forbehold måtte synes mere problematisk end en oprindelig accept, da ændringen i højere grad ville kunne ses som eller fremstilles som en militær optrapning og en skærpelse af den danske sikkerhedspolitiske kurs.
Når den danske regering vægrede sig ved visse militære integrationsskridt, spillede risikoen for komplikationer i forhold til naboen i Øst selvsagt en betydelig rolle. Unødige provokationer skulle undgås. Den danske beslutningsproces omkring bestemte integrationsskridt tyder på, at regeringen i princippet ville have været rede til at acceptere tiltagene uanset den forventede sovjetiske kritik og de mulige konsekvenser i tilfælde af krig, såfremt den militære fordel var blevet anset for indiskutabel. Ud over denne sikkerhedspolitiske kalkule medvirkede indenrigspolitiske overvejelser i høj grad til at forme de danske reservationer. De danske reservationer anses som udtryk for en balancepolitik i forhold til både alliancen og den potentielle modstander. I forhold til alliancen var reservationerne udtryk for en selvbindingsstrategi under balancepolitikken. Forholdet til modstanderen blev omhyggeligt overvejet, men spillede ikke den udslaggivende rolle for den endelige beslutning. Med NATO i ryggen var Danmark ikke presset til eftergivenhed (se kapitel 3 om adaptionsteori).
Det sidste regulære danske forbehold, nemlig de selvpålagte begrænsninger for allieret militær tilstedeværelse på Bornholm og for NATO’s øvelsesaktivitet (med dansk deltagelse) i den østlige del af Østersøen, var i modsætning hertil klart dikteret af hensynet til Sovjetunionen og kan karakteriseres som en ikke-provokationsstrategi i forhold til Sovjetunionen og en selvbindingsstrategi inden for alliancen. Det skal understreges, at begrænsningerne for øvelsesaktivitet var klart defineret og ikke omfattede NATO’s øvrige operationer i området. Om indrømmelserne skal klassificeres inden for en balancepolitisk eller affindelsespolitisk ramme afhænger af, om der kan peges på en rimelig sovjetisk genydelse for det udviste hensyn, eller om Danmark og de allierede gennem ikke-provokationsstrategien undgik uønskede reaktioner fra sovjetisk side, men også af om Danmark derved uden opbakning fra alliancen bevægede sig ind på en glidebane i forhold til Sovjetunionen. Der kan ikke peges på direkte, konkrete sovjetiske modydelser, men der forekommer ikke at have været tale om en glidebanetendens. For en samlet betragtning synes det mest plausibelt at rubricere ikke-provokationsstrategien under balancepolitiske tiltag. Det hører med til billedet, at den danske regerings reaktion på direkte sovjetisk pres i bestemte tilfælde angik spørgsmål, der aldrig havde været på den danske regerings ønskeliste, f.eks. vesttyske tropper på Bornholm, hvorfor det forekommer rimeligst at se disse tilfælde som balancepolitiske indrømmelser over for Kreml på et område, der umiddelbart måtte synes at være ret omkostningsfrit for den danske regering.