ØST-ARKIVER
Referater af forsvarsministerkomitémøder i Warzawapagten, online dokumentsamling
Referaterne er på tysk og ligger på
PHP-hjemmesiden, sammen med mange andre offentliggjorte dokumenter.
RUSLAND
Det Russiske Statsarkiv for Socialpolitisk Historie (RGASPI)
Indeholder dokumenter fra det kommunistiske partis centralkomite frem til 1953.
Det anvendte materiale omhandler primært kontakten til udenlandske kommunistpartier
og udenrigspolitik generelt.
På hjemmesiden findes information om arkivet, kontaktinformation,
oversigt over dele af arkivet, o.lign. - husk dog at indstille din browser til
at understøtte kyrilliske skrifttegn! Hjemmesiden findes ikke i engelsksproget
version.
Det Russiske Statsarkiv for den Nyeste Historie (RGANI)
Arkivet indeholder dokumenter fra det kommunistiske partis centralkomite fra
1953 til 1991. Det anvendte materiale omhandler primært forbindelser med
udlandet. P.t. er ca. 70% af arkivet dog klassificeret. Arkivets hjemmeside giver en
generel oversigt over bl.a. indhold, udgivne dokumentsamlinger,
kontaktinformation o.lign. Hjemmesiden findes kun på russisk.
Den Russiske Føderations Statsarkiv (GARF)
Arkivet indeholder materiale fra sovjetunionens og de tidligere republikkers
ministerier og højere styrelser, fagforeninger samt organisationerne for
kulturelle forbindelser. Det anvendte materiale omhandler venskabsforeninger,
delegationsudvekslinger, og generelt spørgsmål om kulturelle forbindelser.
På hjemmesiden kan man orientere sig i arkivet. Hjemmesiden
er kun på russisk.
INFO-RUSS, online dokumentsamling
Dokumenterne på siden er kopieret fra Sovjetunionens kommunistiske partis (SUKP's) arkiver, og indeholder bl.a.
KGB-rapporter til SUKP's centralkomite. De ligger online med både tematisk og kronologisk
indeks.
Dokumenternes titler står på både russisk og engelsk.
En engelsksproget oversigt over de russiske arkiver, kontaktinformation og generel indholdsoversigt kan findes på http://www.iisg.nl/~abb/
Visse russiske arkiver er dog fortsat utilgængelige, bl.a. KGB’s arkiv og til forsvarsministeriets arkiv er der kun yderst begrænset adgang. Disse problemer har delvist kunnet afhjælpes ved hjælp af besøg i de tidligere sovjetrepublikker i Baltikums arkiver, se nedenfor.
DDR
Stiftung der Parteien und Massenorganisationen der DDR im Bundesarchiv, Berlin (SAPMO-Barch)
En stor og væsentlig del af materiale fra det tidligere DDR er samlet i dette
arkiv. Det indeholder dokumenter fra partier og organisationer i DDR, herunder
freds- og venskabsforeninger samt SED’s partiakter. Blandt andet giver
materialet indblik i Østtyske initiativer mod Danmark samt kontakter. Materialet
er generelt tilgængeligt, med undtagelse af kilder der endnu ikke er
registreret. På hjemmesiden
findes online oversigter og bibliografier over arkivets indhold.
Militærarkivet i Freiburg (Bundesarchiv-Miliärarchiv, BA-MA)
-
Nationale Volksarmee, den østtyske hær
-
Volksmarine, den østtyske flåde
-
Verwaltung aufklärung, den østtyske militære efterretningstjeneste
Arkiverne indeholder rapporter om militærets moral, øvelsesplaner, øvelseskort
og korrespondance. Desuden findes i arkivet det hemmelige østtyske
militærtidsskrift “Militärwesen”.
Arkivet er omfattende, der findes registraturer til arkivet som dog ikke er
afsluttet.
Arkivet har en hjemmeside
hvorfra man kan læse om adgangs- og søgemuligheder.
Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes
der ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik (BStU), Berlin
Indeholder materiale fra Ministerium für Staatssicherheit (Stasi). Arkivet er
præget af destruktionen af dokumenter efter murens fald, hvilket i særlig grad
er gået ud over udlandstjenesten. Dog findes materiale omkring den militære
efterretningstjeneste, kontraspionage, grænseovervågning og turisme. Visse
dokumenter omhandlende forsøg infiltrering af udenlandske efterretningstjenester
kræver de danske tjenesters tilladelse.
Det er ikke muligt selv at komme til at se arkivoversigterne - i stedet overgives
en søgeliste til arkivets personale der finder materiale ud fra søgekriterierne.
Grundet den generelt store interesse for Stasi-arkiverne kan der være lang
ventetid. Arkivets hjemmeside har dog gode oversigter over arkivets indhold
samt bl.a. organisationen i Stasi.
Politische Archiv im Auswärtigen Amt, Berlin
I dette arkiv findes materiale fra DDR’s udenrigsministerium, Ministerium für
Auswärtigen Angelegenheiten (MfAA). Om end udenrigsministeriet var underlagt SED,
men den praktiske udøver af udenrigspolitikken. Dokumenter herfra er bl.a.
planmateriale for udenrigspolitikken, materiale med vurderinger af, og kontakter
til Danmark. Arkivet er dog underlagt en 30 års grænse, hvilket besværliggør
adgangen til materiale fra tiden efter DDR’s anerkendelse i 1973.
På hjemmesiden
findes oplysninger om kontakt og offentliggørelse af dokumenter.
Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern, Greifswald
Arkivet indeholder materiale fra det regionale SED-distrikt i Rostock, som stod
for en stor del af kontakterne til de nordiske lande, samt arrangering af
Østersøuger.
På hjemmesiden findes oplysninger om arkivet
og benyttelse af det.
Universität Archiv, Greifswald
Universitetet i Greifswald var i DDR-tiden hjemsted for Institut for
nordeuropæiske studier. Bl.a. fungerede instituttet som tænketank i forhold til
de nordiske lande, og arkivet indeholder derfor vurderinger af skandinaviske
lande, samt dokumentation for uddannelse af kadrer o.lign.
Hjemmesiden har en
introduktion til arkivet samt overordnet oversigt over dets indhold.
Også materiale fra de tidligere baltiske sovjetrepublikker er blevet anvendt.
Fordelen ved disse arkiver er at de fleste sager og aktiviteter i Sovjetunionen
blev koordineret mellem center og periferi. Herigennem kan man f.eks. få indblik
i udenrigspolitikken og planlægningen af udenrigspolitiske tiltag.
Der eksisterer i de tidligere sovjetrepublikker forskellig arkivpraksis. Dele af KGB’s arkiv
– utilgængeligt i Rusland – har således været tilgængeligt i Litauen. Disse materialer omhandler bl.a.
Danmark og de nordiske lande udarbejdet i Moskva på baggrund af
ambassadeindberetninger.
Desværre findes der huller i arkiverne, da store mængder af arkivalier blev
destrueret eller transporteret tilbage til Rusland ved Sovjetunionens
tilbagetrækning fra Baltikum.
ESTLAND
Estlands Statsarkivs afdeling for de estiske nationalarkiver
(Rahvusarhiivi
Riigiarhiiviosakond, Estonian State Archives,
Department of the Estonian National archives)
Analyser af dansk politik og vurderinger af forskellige nordiske landes
holdninger til orden som atomvåbenfri zone. Dokumenterne fra Estland har værdi da de dokumenterer forhold i 1980'erne, en periode der ellers kan være svær at finde dokumentation til.
Fyldig hjemmeside med oplysninger om indhold,
arkivlovgivning, underafdelinger, etc. Størstedelen af hjemmesiden er dog på
estisk, med kun enkelte sider oversat til engelsk.
LETLAND
Letlands statsarkiver (Latvijas Valsts Arhivs, LVA)
Det sete materiale er fra 1965-1989 og omhandler for det meste
påvirkningsoperationer og -forsøg mod de skandinaviske lande, særligt Sverige.
Indberetninger, årsrapporter og vurderinger af propagandatiltag.
Propagandatiltagene omhandler særligt fredsinitiativer, konferencer og
kulturfremstød. I det lettiske arkiv omhandler størstedelen af dokumenterne
imageplejen i Sverige.
Arkivets hjemmeside indeholder oplysninger om arkivet. Herfra er der
link til Letlands centrale arkiver, hvor der bl.a. kan findes oplysninger om
adgangsbestemmelser. Hjemmesiden findes både på lettisk og engelsk.
LITAUEN
Litauens specielle arkiver
(Lietuvos Ypatingasis Archyvas,
Lithuanian Particular Archives – KGB-arkivet)
Om end oplysninger om agenter stadig er klassificerede indeholder arkivet bl.a.
dokumenter omkring overvågning af turistgrupper i Litauen og oplysninger om
mulige emner for hvervning.
Kontaktinformation og kort beskrivelse findes på hjemmesiden der findes på
både litauisk og engelsk.
Litauens statsarkiver (Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas)
Indeholder bl.a. vurderinger af NATO-rådsmøder og årsrapporter om Danmark der er
utilgængelige i Ruslands arkiver. Rapporter og indberetninger om Danmark og
andre nordiske lande er udarbejdet af det sovjetiske udenrigsministerium (MID)
på grundlag af ambassadeindberetninger fra København. Andet materiale omhandler
udlandsforbindelser som kulturforbindelser og propagandafremstød, korrespondance
med sovjetiske institutioner i udlandet, og kontakt til udenlandske
journalister.
Kontaktinformation og beskrivelse af arkivet kan findes på hjemmesiden der også
indeholder information om tilgængelighed og lovgivning.
POLEN
Arkivet for Nye Akter (Archiwum Akt Nowych, AAN), Warzawa
I Arkivet for Nye Akter kan man bl.a. finde materiale fra Polens socialistiske
parti. DIIS’ medarbejdere har bl.a. kunnet få adgang til militært materiale der
har været tilstilet partiledelsen. Adgang er forholdvis nem for forskere.
Hjemmesiden har gode orienteringsmuligheder, arkivoversigter
og udvalgte dokumenter online, men er kun på polsk.
Det Centrale Militærarkiv (Centralne Archiwum Wojskowe, CAW), Warszawa
Kilder fra militærarkivet i Polen har i sagens natur været brugt til beslysning af den
militære trussel. Sagerne har bl.a. omhandlet øvelsesplaner, oplysninger om
hvordan et angreb på Danmark skulle gennemføres.
Generelt er det svært at få adgang til arkivet og meget materiale er stadig
klassificeret, og dermed utilgængeligt for offentligheden. På hjemmesiden findes kontaktinformation og information
om arkivet. Hjemmesiden er kun på polsk.
Det centrale arkiv har to underafdelinger hvorfra en del af det indhentede materiale
stammer. Disse to er:
Det polske flådearkiv (Archiwum Marynarki Wojennej, AMW), Gdynia
Det polske luftvåbens arkiv (Archiwum WLOP), Warszawa
Disse arkiver har ingen selvstændig hjemmeside
Instituttet for National Erindring (Instytut Pamięci Narodowej, IPN), Warszawa
De anvendte kilder fra IPN indeholder efterretningsstof udarbejdet af polske
sikkerhedsorganer. Dokumenterne indeholder i formation om agentnetværk,
spionage, kontaktsystemer, indslusning af agenter, og har form af
korrespondance, rapporter og interne notater. Det er
i reglen muligt for forskere at få adgang til arkivet, dog kan sagsbehandlingen
være langvarig.
Man kan orientere sig på hjemmesiden der bl.a. har lagt
enkelte dokumenter online. Hjemmeside er tilgængelig på flere forskellige sprog,
heriblandt tysk og engelsk.